Gode takter og fine designs

Danske Ganni har i den grad vundet indpas i modebranchen med deres feminine og enkle styles – og Ganni har under Ditte Reffstrups kreative ledelse i særdeleshed vist gode takter. Ser vi tilbage på de sidste par sæsoner, har udtrykket hos det danske mærke været feminint, i lækre kvaliteter og tit med en cool detalje.

Man tager ét styks kreative direktør, klassiske snit, kombineret stilfuldt med lækre materialer, og et gran af fordums tider – og du har essensen af Gannis evigtgyldige stil. Ganni’s chefdesigner og kreative direktør, Ditte Reffstrup, skaber feminine og homogene kollektioner, titter tilbage i tidligere tiders garderober og arbejder intenst med farverne – klassiske farver som sort, blå, beige og hvid brydes for eksempelvis elegant af græsgrøn og lilla.

Mærket forfølger én enkelt ide: At kreere en garderobe af klassikere. Designtruppen bag Ganni genopdager så at sige tidligere tiders klassikere og mixer dem med de bedste af de nuværende. Således finder du vintage-inspirerede kjoler og jakker, der leder tanker hen mod 60ernes grafiske look, 70ernes løse snit og 80ernes pang – for eksempel en sailor-inspireret jersey-kjole, en kongeblå blazer med guldknapper og en luftig skjortekjole med dråbe-udskæring og blonder. Du finder også lækre cardigans i cashmere, enkle, knitrende poplin-skjorter, smørbløde, højtaljerede læderbukser, cool ruskindsjakker og fantastiske festkjoler.

Ganni