Vidunderligt hverdagstøj

Vi bukker os ærbødigt i støvet for danske Custommade, der – på få år – har lagt verden så meget ned, at mærket ikke kun er højtelsket i Danmark, men også repræsenteret i hele 17 lande.

Kompromisløshed, når det gælder kvalitet, nyskabelse, når det gælder snit, fine silkekjoler, florlette tørklæder, grove vinterkjoler, quiltede tasker, fantastiske haremsbukser med matchende vest, ålestramme læderleggings og ikke mindst mærkets smørbløde læderjakker, der hver eneste sæson efterlader telefonstorm, gør det danske mærke Custommade til noget helt specielt.

Custommade startede egentlig som et helt andet koncept: Nemlig at tilbyde kollektioner, hvor retailers selv bestemte, hvilket materiale en style skulle syes op i. Valget bestod af en række begrænsede stoffer fra Italien – og når stofrullen var brugt op, ja, så var der ikke mere tilbage af dét stof. Det betød begrænsede oplag og unikke styles, der kunne sælges til kunder som vægtede individualitet og særpræg højt.

Konceptet er dog udvidet siden da. Når alt kom til alt, indskrænkede et koncept, der udelukkende beroede på Limited Editions, mulighederne for vækst i firmaet – og i dag byder Custommade på fire årlige kollektioner, der bedst kan betegnes som easy-going, afslappede og understatede. Kollektionerne er alle baseret på et rent, skandinavisk design, følger kommende tendenser, men aldrig slavisk, og er så tidsløse, at de vil overleve den stadigt skiftende mode – og blive værdifulde klassikere i din garderobe.

Apropos Limited Editions, så har Custommade, sideløbende med de fire årlige basis-kollektioner, skabt By Numbers: Unikke, nummererede Custommade-styles, der helt sikkert bliver collectors items.

Custommade